Nyt fra Landbokvinden

Her kan du læse om de seneste nyheder på landbokvinden.dk

  • Forår, Fiberfolk og nye farver i webshoppen

    Foråret er endelig kommet, igår var det forårsjævndøgn, og naturen vågner op efter en grå og kold vinter. Farveplanterne begynder at dukke op – hasselrakler og hestehov, og det er en lise for sjælen at gå udenfor og lytte til fuglenes glade kvidren og mærke forårssolens varme.

    Inden længe springer det hele ud, og en nu plantefarvesæson er skudt i gang – jeg kan næsten ikke vente!

    Der er kommet nye, smukke farver i webshoppen, som er plantefarvet med ellekogler, hasselrakler, kraprod, valnøddeskaller og indigo.  Basen er den lækre og bløde økologiske uld, som egner sig til alle typer strikkeprojekter – så skal du have forårsstrik på pindene, så kig forbi webshoppen.

    Fiberfolk!

    I lørdags deltog jeg med en lille stand på Fiberfolk i Vejle, og det var som altid en fornøjelse at være med! Der var rigtigt mange mennesker forbi, og jeg nød virkeligt de mange gode garnsnakke, sprøgsmål om plantefarvning og dyrkning af farveplanter. Det er så inspirerende at være ude blandt garnfolk, både garnkolleger og ivrige strikkere, og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg får muligheden for at deltage på Fiberfolk. 

     

    fiberfolk plantefarvet garn
  • Høst og spændende events

    Det er høst og lige om hjørnet venter sensommeren med dugvåde spindelvæv i græsset og tågemorgener. 

    Høst betyder travlhed, når man bor på landet, og mens jeg skriver kører traktorer i rutefart med halmpressere og kornlæs i solen. Jeg høster også selv i denne tid, og samler forråd til vinteren. I grøftekanter, skovbryn og vilde arealer bugner det af farveplanter, og jeg samler store buketter og tørrer i vognporten, så jeg har farvemateriale til vinterens og forårets farvebade.

    I køkkenhaven plukker jeg de sidste af Holgers høje ært, og lader nogle bælge modne, så der er frø til næste år. Grønkålen strutter frisk og sund, mens kålsommerfuglene flagrer omkring dem. De lægger æg, larverne spiser snart alle blade, men de vokser ud igen med friske skud. I landbokvindens have er der nok til alle. Dog er jeg ked af dræbersneglene. De har virkelig været en plage i år, og taget livet af mange af mine forspirede planter og nysåede rækker. Morgenfruerne og persillen har de spist, rækken med solhat og halvdelen af mine georginer er ædt ned, så snart de kikkede frem. Bønner, frilandsargurker, basilikum, græskar og squash. Alt er spist af snegle. Ak ja. Jeg har prøvet med alt: kaffegrums, salt, indsamling, saks og ølfælder. Ja selv ferramol. Der bliver bare flere og flere og nu har jeg nærmest givet op. 

    Der må løbeænder til, og høns til at spise snegleæggene i foråret. Vores hønseflok blev spist af ræven i det tidlige forår, og jeg tror, at det har bidraget til den voldsomme sneglebestand.

    Men der er trods alt noget at høste i haven, Ærter, kål og kartofler har klaret skærene, kamillen er uovertruffen og bedet med japansk indigo strutter på livet løs. Jeg skal snart i gang med at farve med indigoen, for der venter spændende events i nær fremtid!

    Makers Unit og Vejle Fjord Festival

    Den sidste weekend i august kan I finde mig på Vejle Fjord festivalen som en del af Makers Unit. Her har jeg en stand, hvor man kan købe plantefarvet garn og høre lidt om plantefarvning, se farveplanterne og se hvordan man plantefarver.

    Det bliver super hyggeligt og dejligt at få lov at formidle plantefarvernes magi til folk, der besøger festivalen. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

    Lørdag den 3. september er jeg at finde på Jellings Høstmarked i en lidt anden kontekst. Her skal jeg holde workshop om upcykling af tekstiler, noget som jeg er meget optaget af og leger med ved siden af min landbokvinde-virksomhed. Hvis du er nysgerrig, er du meget velkommen ti lat komme forbi og høre lidt om upcycling.

    Sommervarme og hør!

    I webshoppen kan du stadig finde en udvalg af plantefarvet garn med uld og hør. En perfekt blanding til sensommer og efterårsstrik, da både uld – og hørfibre har nogle helt unikke egenskaber hvad angår varmeregulering, åndbarhed og isolering på denne årstid, hvor dagene ofte begynder køligt, men bliver varme op ad dagen.

    Der er også stadig smukke hørkjoler at finde, som nu er på tilbud. Så kig forbi og gør en god handel.

  • Sæson for frø

    Det er tid til at så frø i haven, hvis du vil have grøntsager og blomster til alle sommerens retter og buketter. Igen i år kan du købe frø fra Landbokvindens have i webshoppen, indsamlet, tørret og sorteret med håndkraft, og klar til at så og vokse til smukke blomster og delikate grøntsager. 

    Frø fra Landbokvindens have

    Hvert efterår samler jeg frø i min have. Jeg indsamler både frø fra stauder, et – og toårige blomster og fra udvalgte grøntsager. 

    Frøene bruger jeg selv, når jeg sår i min køkkenhave om foråret og forspirer flere af mine yndlingsblomster. Frø er forunderlige; de kan have alle mulige former og farver. Nogle er store, silkeglatte og helt uimodståelige at røre ved. Det gælder især bønnefrø for eksempel frø fra Valske bønner og stangbønner. 

    Andre en bittesmå, mikroskopiske og væk med et vindpust. Disse frø skal sås i jordoverfladen, for de kan ikke spire uden lys. Begraver man dem i jord, spirer de ikke. Ærtefrø er skønne, rynkede og genkendelige. Mange frø gemmer sig i sjove eller smukke frøkapsler, der er et helt kunstværk i sig selv.

    Det er fascinerende at samle frø, og derfor får jeg ofte samlet for mange. Det kan heldigvis komme jer til gode, for overskuddet af frø, kan du købe i webshoppen, og få glæde af i din egen have.

     

    Naturlig dyrkning

    Landbokvindens have er oprindeligt en gammel landbohave, som er blevet dyrket i mere end 100 år. Det ved jeg, fordi jeg har et meget gammelt fotografi af haven fotograferet ovenfra. Køkkenhaven lå dengang det selvsamme sted, som jeg etablerede vores nuværende køkkenhave året efter, vi flyttede ind på gården for snart 9 år siden. 

     Jeg har en meget kompromisløs holdning til at dyrke jorden: det skal gøres på den mest naturlige måde. Det vil naturligvis sige, at jeg under ingen omstændigheder bruger gift og kunstgødning. Begge dele er unødvendige og skadelige. Jeg gøder med kompost, omsat dyregødning og gæret urtevand lavet på brændenælder eller lægekulsukker. 

    Jeg forsøger at undlade at forstyrre jorden ved at grave og rive unødvendigt, ligesom jeg bruger plantedække for at undgå ukrudt og udtørring af jorden. Jeg er ikke hysterisk med at luge, og faktisk kan mange af ukrudtsplanterne i min køkkenhave spises: fuglegræs, havemælde og mange flere. 

    Så et frø

    Hvert forår forspirer jeg en del planter, mens andre sås på friland i løbet af maj måned. Tomater forspirer jeg altid indendørs i begyndelsen af marts og planter i drivhus i maj. Kålplanter, sommerblomster og ærter forspirer jeg i marts, mens varmeglade planter som squash, frilandsagurk, græskar, majs og bønner forspirer i april og plantes ud i slut maj eller begyndelsen af juni.

    Men meget sår jeg på friland, og hvis spiringen ellers ikke ødelægges af kulde, for meget regn, for lidt regn eller skadedyr, der spiser de sprøde, små spirer, så bliver disse planter ofte mere robuste end de forspirerede. 

    Gulerødder, spinat, radiser, rucola, dild, rødbeder og morgenfruer sår jeg altid på friland med stort held. Det er ingen eksakt videnskab – man må prøve sig frem og se hvad der lykkes. Det, der ike lykkes det ene år, lykkes måske det næste. Med haven skal man aldrig give op, selvom der kan være skuffelser og år, hvor vejret driller eller skadedyrene huserer. 

    Så er det rart at så nyt; et frø rummer en ønskedrøm, som man drømmer, mens man sår det. Drømmen om et overdådigt blomsterflor eller en bugnende køkkenhave. Drømme lever, og den begynder med at så et frø.

  • Nyt Vildnisgarn!

    Den nye sending Vildnisgarn er kommet! Så skete den endeligt – efter lidt over 1/2 år fra vi indleverede ulden på Hjelholt Uldspinderi, er garnet ny klar ti lat blive strikket, hæklet eller vævet til smuk og blød beklædning.

     

    Jeg er så glad for og stolt over resultatet! Garnet har en smuk lys naturfarve, som er opstået af kombinationen mellem den hvide finuld og den rødbrune. Denne farvebase er genial at plantefarve på, fordi plantefarverne vil få det let støvede udtryk, som jeg elsker. 

     

    Vildnisgarnet betyder noget helt særligt for mig. 

    Når jeg står med et fed i hånden, ser jeg ikke bare garnet, men også de mange timers arbejde der ligger bag. Den daglige pasning af fårene, tilsyn og fodring. Klipningen og sorteringen af ulden, der alt sammem foregår manuelt, i hånden.

     

    De urolige nætter i læmmesæsonen, hvor vi ofte er oppe om natten for at tjekke et fødende får. Arbejdet med lammene, at få dem til at die fra start – eventuelt malke råmælk ud, for at sikre at lammene får den bedste begyndelse i livet. Opflaskning af små lam, der ikke ville klare skærene uden hjælp, og som i de første uger skal have mælk mange gange i døgnet for at trives. 

     

    Er der en lille rest af et strå i garnet, tænker jeg på de hundredevis af høballer, der hvert år stables på høloftet til fårenes vinterfoder, og på de utallige trillebører med møg, der køres ud på møddingen for at blive til kompost til køkkenhaven. At holde får er ingen loppetjans, og de passer bestemt ikke sig selv, som mange måske tror.  

     

    Fårene skal tilses dagligt, indhegningerne skal tilses og holdes ved lige. Der skal købes tilskudsfoder til vinterfodring af de drægtige får og sikres godt hø til vinterfodringen. Det giver både glæder og bekymringer, men det er det hele værd, når jeg står med en kurvfuld nyspundet Vildnisgarn i hånden. 

  • Nytår og nyt garn!

    Et nyt år er skudt i gang, og det fejrer vi i webshoppen med et januarudsalg!

    Nu har du muligheden for at købe plantefarvet, dansk kvalitetsgarn til uhørt lave priser! Tilbuddene gælder januar ud eller så længe lager haves.

     

    En anden herlig nyhed er, at der er kommet en ny sending Vildnis lys Natur hjem fra Hjelholt Uldspinderi.

    Ulden fra forårsklipningen 2021 er nu blevet kartet og spundet til det lækre, bløde Vildnisgarn, der løber 400 m per 100 gram og passer perfekt til pind 3-3 1/2. 

    Garnet er spundet af den bløde uld fra mine finuldsfår, og har en smuk lys, let brun-meleret farve, som er helt utrolig anvendelig som base til plantefarvning. 

     

    Jeg glæder mig til at komme i gang med farvningen!

    Horsens Strikkefestival

    Hvis du har lyst til at møde mig og se mit plantefarvede garn “live”, så har du mulighed for det til årets første garn-begivenhed, Horsens Strikkefestival, hvor jeg deltager med en stand.

    Horsens Strikkefestival er et event, der finder sted den 26. og 27. februar, og der er åbent i boderne søndag den 27. februar fra klokken 9-16.

    Du kan købe din billet til strikkefestivalen her.

  • Vild kørvel og lyse nætter

    Efter en kold og regnfuld maj måned er juni kommet med en eksplosion af grøn frodighed, og dagene frem mod Midsommer er så skønne og intense! Luften er fyldt med insekter, fuglesang og berusende dufte af syren, hyld, uægte jasmin, hvidtjørn og lindeblomster. 

    Der er travlhed i haven og køkkenhaven, som har stået i stampe i april, men hvor planter og ukrudt vælter frem nu, hvor varmen er kommet.

    Også grøftekanterne bugner af vilde planter, og jeg har været ude og sanke vild kørvel til plantefarvning. Jeg nåede det lige inden kommunen kom og skalperede hele molevitten, så der nu kun er en vissen omgang hø tilbage. Ærgerligt at man endnu ikke er kommet så langt, at man lader grøftekanterne blomstre. Til glæde for insekter, vilde dyr, buketplukkere og plantefarvere.

    Men jeg nåede at få en god portion kørvel, som blev til det fine, gule Vildnisgarn, Solveig, som kan findes i webshoppen.

    Og heldigvis er røllike, bynke, perikon og mange af den andre gode grøftekantsblomster så hårdføre, at de sikkert skyder igen med fuld styrke, så der om en måned eller to er masser af dejlige farveplanter igen i grøftekanterne. 

    vild kørvel