Ikke-kategoriseret

Nyt Vildnis garn i shoppen

Midt i denne små-sibiriske vinter er der kommet en ny sending Vildnis Garn hjem fra Hjelholt Uldspinderi på Fyn. Og jeg blev glad helt ind i hjertekulen, da jeg åbnede kassen og så det fine resultat: et smukt, lyst og blødt Vildnisgarn, som jeg har døbt Vildnis Lys natur.

 

Ulden, som dette parti Vildnisgarn er spundet af, klippede vi af fårene i forsommeren sidste år. Vores får bliver klippet med en moderne udgave af den gammeldags fåresaks, og fårene står op under klipningen. På den måde kan de stå og gumle hø, imens vi arbejder stille og roligt med saksen. Selvom det tager lidt længere tid med håndsaksen, så oplever vi, at fårene er langt mere afslappede end ved den traditionelle form for klipning, som de fleste fåreklippere bruger.

Der placeres fårene på et klippebord eller på gulvet, hvor de vendes og drejes flere gange undervejs i positioner, der er temmeligt unaturlige for et får. Det går stærkt, men jeg tvivler på, at fårene nyder den behandling.

Det står i stor kontrast til den fredelige måde, som håndklipningen foregår på. Og det gør mig ekstra stolt af Vildnisgarnet som produkt, at vi har taget os tiden til at gøre det på den bedste måde for fårene.

 

uldgarn

Uldens naturlige farve

Ulden fra finuldsfår kan enten være hvid, lysbrun eller mørkbrun. Vildnis-garnet har en let lysbrun melering, fordi garnet er spundet af både hvid og lysebrun uld fra mine finuldsfår. 

Hvor Vildnis Natur har mere af den brune uld i sig, og derfor en brunere nuance, så er Vildnis Lys natur mere hvid end brun, men stadig med det brune spil. 

Jeg kan næsten ikke vente med at plantefarve på den! I første omgang ligger den klar i webshoppen sammen med Vildnis Natur og et udvalg af dejlige plantefarvede garnfed. 

Jeg glæder mig til inden længe at kunne præsentere endnu flere smukke farver og produkter i webshoppen.

Rigtig god fornøjelse derude med strikkepinde og hæklenåle!

Garnglade hilsner fra Marie.

uldgarn