Svampefarvet Vildnis Garn – Gylden
kr. 110,00
Svampefarvet Vildnis Garn – 50 gram / 200 meter
Vildnis er et to-trådet garn af 100% blød, dansk uld fra mine tamme, fritgående Finsk Finuld- og Merinofår.
Spundet på Hjeltholt Uldspinderi på Fyn. Garnet er farvet med vilde svampe og har en smuk, dyb gylden farve.
Bemærk! Garnets farve er gengivet så nøjagtigt som muligt, men kan variere fra skærm til skærm.
Garnet er et naturprodukt og kan indeholde vegetabilier fra spindingen og farvningen. Disse kan dog fjernes med lethed, når man strikker garnet.
6 på lager
WishlistBeskrivelse
Svampefarvet Vildnis Garn noget helt specielt, et unikt produkt som jeg er meget stolt af – et produkt af min kærlighed til det gamle håndværk at lave garn af uld, og farve garnet efterfølgende med noget af det mystiske i naturens verden, nemlig skovens vilde svampe.
Jeg har været svampesamler siden mine teenageår, og dengang var der praktisk talt ingen, der samlede svampe. Nu er der mere kamp om de gode svampesteder og spisesvampene, men det gør mig ikke så meget, for jeg har åbnet døren til et nyt, spændende og ganske magisk univers: svampefarvning og farvning med lav.
Lav kan findes året rundt, men vokser langsomt og skal samles fra jorden og nedfaldne grene – ikke plukkes fra træerne. Det svarer til at plukke alle de vilde blomster i grøftekanten rub og stub og ikke efterlade noget til bier og andre insekter. Det er ikke god sankestil og ikke bæredygtigt eller respektfuldt for naturen. Men efter regn og blæst kan man ofte finde lav, der har løsnet sig fra træerne og er havnet på jorden, og den kan man så samle.
Farvesvampe kan man samle i sensommeren og efteråret, og her kan man roligt plukke løs, da selve svampemyceliet vokser under jorden, og svampene over jorden er “frugterne”, dvs. ligesom man kan plukke alle æbler på et æbletræ uden at træet lider skade.
Så er kunsten bare at finde farvesvampene, og det kræver et trænet øje og viden om svampe, deres voksesteder osv. Jeg er så heldig at have en plantage i nærheden, der vrimler med farvesvampe. Når det er sagt, så kræver det mange svampe at farve bare 100 gram garn, og svampesæsonen er kort – ofte kun et par måneder. Når frosten kommer i november, er det slut med svampene.
Derfor er dette svampefarvede garn helt særligt – det er farvet med forskellige slørhatte og med brunporesvamp til smukke gyldne, rosa, orange, rust og rødlige toner, der harmonerer smukt med hinanden. Jeg har selv samlet svampene, farvet garnet og vundet det op i hånden i 50 grams fed. Hvert fed løber 200 meter, og egner sig til alle typer strikkeprojekter, men måske især til mønsterstrik, hvor farverne kommer til deres ret.
Lidt om Vildnis Garnet:
Vildnis Garn er et blødt og luksuriøst garn spundet af ulden fra mine smukke finulds- og finuld/merino-får.
Fårene er tamme, går i løsdrift og har adgang til grønne arealer hele året. De bliver klippet en gang årligt om foråret, og ulden bliver herefter sorteret i hånden. Den fineste uld bliver herefter sendt videre til det lille familiespinderi Hjelholt Uldspinderi på Fyn, hvor den spindes til smukt garn med en løbelængde på 400 meter pr. 100 gram.
Ulden har en meget smuk naturfarve i sig selv, som kommer af at blande ulden fra de hvide får med ulden fra mine 2 lysebrune får. På den måde får vildnisgarnet sine smukke meleringer i lyse, beige nuancer.
En del af ulden plante eller svampe-farves i mit mikrofarveri. Jeg bruger udelukkende opsamlet regnvand til farvningen, da det er mest skånsomt mod ulden, og der herved ikke bruges unødvendige ressourcer af rent drikkevand. Planterne, som bruges til farvningen, sankes i naturen omkring gården. Mere sjældne plantefarvematerialer købes, men jeg tilstræber at bruge lokale planter til farvningen. Svampene samler jeg i lokale skove.
Inden farvningen koldbejdses ulden med alun, som er et naturligt forekommende metalsalt, der blandt andet findes i ler. Alun hjælper med at binde planternes farve til uldfibrene.
Når planterne er sanket, findeles de og koges til en farvesuppe. Farvesuppen sies og nedkøles, før det bejdsede garn kommes i og suppen varmes op. Når garnet er færdigfarvet, vaskes det i mild uldsæbe og lufttørrer, før det vindes op i fed eller nøgler.
Nu er garnet klar til at blive tryllet om til varme trøjer, bløde sjaler eller hvad kreative hænder har lyst til at skabe.
Garnets løbelængde gør det velegnet til finstrik på pinde 3-4, som dobbelttråd til kraftigere strik eller med en følgetråd af for eksempel alpaca, cashmere eller silke-mohair.